Vartegnet får nye vogtere - ”Vi har fået meget af Ølgod. Nu giver vi lidt tilbage.”
Syv barndomsvenner overtager arbejdet med at bevare Ølgod Vandtårn og skabe nye aktiviteter.
Sådan lyder begrundelsen for, at arbejdet med at passe på en af Ølgods ældste bygninger har fået tilført yngre kræfter.
Vandtårnets Venner – som skal hjælpe med at bevare Ølgod Vandtårn – har nemlig fået en helt ny bestyrelse bestående af en vennegruppe på syv mænd, som alle er født og opvokset i byen.
Kun én af dem – Thomas Møller Kristensen – bor i dag i Ølgod, men de øvrige – Bo Leonhardt Jensen, Carsten Kousgaard, Lars Skyum, Palle Rasmussen, Ronni Jessen og Torben Gravesen – har stadig familie i byen og kommer tit tilbage til barndommens gader på besøg.
Den fortsatte tilknytning er altså også hovedårsagen til, at de nu vælger at engagere sig i vedligeholdelsen af det iøjnefaldende vartegn fra 1914.
”Vi samles flere gange om året og rejser også sammen, men det kunne være sjovt at have et fælles projekt at mødes om. Og så er det jo helt perfekt, at det projekt ligger i Ølgod,” lyder meldingen fra gruppen.
Et krav for at engagere sig var dog, at den hidtidige erfaring og arbejdskraft ikke skulle skrottes.
Heldigvis indvilligede John Olsen og Svend Pedersen i fortsat at hjælpe med pedelarbejde og regnskaberne.
”Det er virkeligt rart at have dem med på holdet, og nu skal vi så i gang med to hovedopgaver. Dels skal vi have skaffet flere medlemmer til foreningen. Dels skal vi have udviklet og afviklet nye aktiviteter. Byens børn skal naturligvis stadig vække Julemanden i vandtårnet, men på længere sigt håber vi også at kunne invitere til fotoudstillinger, lysshows og andre kulturelle events,” slutter gruppen.


