Fondsmidler, frivillighed og faglighed – vejen til fortsat succes i Gårde!
Nordea-fonden støtter grøn energirenovering af Gårde Multihus, drevet af lokalt engagement og samarbejde.
Kan man blive millionær af at få 250.000 kr.?
Ja, man kan i hvert tilfælde få den samme lykkefølelse!
Multihuset i Gårde har endnu engang opnået stor fondsstøtte.
Dette fra Nordea-fondens Renoveringspulje, som med en støtte på 250.000,- muliggør en stor energi-renovering af Gårdes flittigt anvendte fest- og samlingssted.
Det aktuelle projekt omfatter installation af solceller med tilhørende batteri-pakke, luft-til-vand varmepumpe, og i forlængelse af dette, annullering af eksisterende gasfyr.
Et projekt opstået som et resultat af den til stadighed stigende interesse byens lokale Multihus har opnået.
Multihuset ejes og drives af Gårde Borger- og Beboerforening. Dette via frivillig arbejdskraft.
Næstformand i foreningen, Vagn Nielsen, udtaler i forbindelse med projektet:
”Gårde Multihus, oprindeligt opført helt tilbage i 1947, og dengang opført til brug som lagerhal, har siden 2004 gennemgået en ren transformation – tankerne kan med stor ret ledes hen på H.C. Andersens velkendte eventyr Den grimme ælling.
Den gennem årene løbende modernisering er sket i takt med tidens ændrede krav og behov, samt den generelle udvikling i samfundet.
Her kan blandt andet nævnes, at der i 2019 – samme år som Gårde blev kåret som Årets Landsby i Varde Kommune – blev installeret en luft-til-luft varmepumpe.
Dette som et supplement til husets primære varmekilde, et gasfyr med efterhånden mange år på bagen.
Nævnte varmepumpe viste hurtigt sit værd, den hastigt stigende gasregning blev reduceret med ca. 35%”
Med denne succesoplevelse i mente, så var det oplagt at søge støtte hos Nordea-fondens Renoveringspulje. En pulje som i sin form passede perfekt til det aktuelle energi-optimeringsprojekt.
Nordea-fondens adm. direktør, Henrik Lehmann Andersen , udtaler i forbindelse med uddelingerne fra den landsdækkende Renoveringspuljen , at de støttede projekter viser et stort lokalt engagement i den grønne omstilling og de lokale fællesskaber.
"De støttede projekter er virkelig gode eksempler på, at initiativet lever med mere grøn omstilling og plads til flere i de lokale fællesskaber i hele landet. Mange steder er faciliteterne godt brugte, og driftsudgifterne er høje. Når kræfterne bliver lagt i energirenovering og samtidig gør stederne mere åbne og tilgængelige, skaber vi sammen bedre rammer for fællesskab – både nu og i fremtiden."
Det stigende antal af arrangementer i og omkring Multihuset ligger i både foreningsmæssig og privat regi.
Af foreningsmæssige arrangementer kan blandt andre nævnes bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, fællesspisninger, bankospil, foredrag, intimkoncerter, nytårstaffel, julemarked, samt juletræs- og fastelavnsfester for børn.
Ligeledes benyttes huset til det ugentlige ’Døde duer’ – et støttearrangement for Gårde Borger- og Beboerforening, som også indeholder en betydelig del af socialt samvær.
Gårde Borger- og Beboerforening kan med glæde og stolthed se tilbage på en række af både udviklende og velafviklede projekter gennemført over en længere årrække. Projekter, som til dels har været funderet i borgerforeningens eget regi, men også i det øvrige lokale foreningsliv.
Alle sammen projekter, som tager udspring i mottoet ”Gårde, landsbyen der nægter at dø!”, og som der er flere fællesnævnere for.
Allan Spicker, fundraiser og projektkoordinator, udtaler i denne forbindelse:
”De gennem årene igangsatte projekter er alle i videst mulige omfang gennemført med frivillig arbejdskraft, og hvor der har været ikke ubetydelige økonomiske støttebidrag bag. Bidrag, som er kommet fra en lang række af såvel lokale, regionale og landsdækkende bidragsydere. Herunder flere gange Nordea-fonden.
Noget som både Gårde Borger- og Beboerforening og det øvrige lokale foreningsliv er både taknemmelige, stolte og ydmyge over at have opnået.”
I Gårde har der altid været tradition for, at foreningerne arbejder tæt sammen på tværs af foreningsskel og formål. Dette i fælles interesse, og for at opnå størst muligt udbytte af de resurser der investeres i de forskellige udviklingsprojekter.
Foreningslivet arbejder meget ud fra talemåden, at
”Ingen kan alt. Alle kan noget. SAMMEN, så kan vi det hele!”
En talemåde, som Bjørn Rasmussen, direktør hos den lokale el-virksomhed BR-El, sparringspartner og leverandør af projektets tekniske udstyr, i høj grad kan nikke genkendende til.
”Som virksomhedsleder og ejer må jeg sige, at jeg er imponeret af, hvad vi i krydsfeltet mellem fondsstøtte, de frivilliges visionære tankegang og engagement, samt os som fagfolk sammen kan få til at lykkes.
Selvom de tekniske installationer næsten kun lige er sat op og tilsluttet, så viser de første spæde registreringer, at de forskellige elementer i projektet er de rigtige.
At et sådant projekt med Nordea-fondens støtte gør det muligt i selv mindre landsbysamfund, det gør mig ekstra glad at tage på arbejde.”
Gårdes hjemmeside klik HER...


